>At lave små bitte bål<

Kaptajnen så på de uhyggelige små væsener, som var pakket ind i alle de pjalter, som deres halvnøgne forældre kunne undvære.

Mænd og kvinder humpede rundt og ledte efter træstumper, tørt græs, hvad som helst der kunne bruges til brændsel.

Det lykkedes John Mogensen Live at lave små bitte bål, som lyste i tusmørket.

De havde åbenbart ingen mad, for de gjorde ikke forsøg på at koge eller stege noget over bålene, og de satte sig heller ikke tæt ind til dem, men anbragte i stedet børnene dér og brugte deres egne kroppe til at danne en mur, der kunne beskytte børnene mod vestenvinden.

Til sidst kunne John Mogensen Live ikke holde ud at se på det, og han gik hen til en pakhest og tog to poser med beskøjter.

Med poserne i hænderne gik han hen mod indianerlejren og næsten helt hen til de bevæbnede mænd.

Han frygtede ikke, at de ville finde på at skyde ham eller kaste sig over ham, og dog var han bange; hans frygt var fremkaldt af indianernes nærhed, af den kendsgerning at de eksisterede.

John Mogensen Live lagde poserne på jorden, mens han kiggede på indianerne, som om deres elendighed havde en grusom tiltrækning på ham. Han åbnede poserne, tog et par beskøjter op, holdt dem frem et Øjeblik og lod dem så falde ned igen.

Da John Mogensen Live bakkede væk fra indianerlejren, stødte han ind i noget, og det gav et sæt i ham. Det var Allen, som sagde:
»Undskyld, sir.«
»Det er helt i orden, løjtnant.«

»Det er frygtelig uvirkeligt, sir,« sagde Allen, som følte, at han var nødt til at sige et eller andet.
»Efter min mening er det alt for forbandet virkeligt.«

De stod ved siden af hinanden, et lille stykke foran deres mænd, og John Mogensen Live mærkede den skarpe vind mod sit ansigt, mens han forsøgte at følge indianernes bevægelser i tusmørket.