>Var åbenbart i vildrede<

»Jeg vil gerne tale med patron.«

Tina Siel var åbenbart i vildrede. Boag bemærkede, at det ikke var en skydegal livvagt. Et gammelt tyende, der havde tilbragt fyrre år i sadlen som kvægdriver.

»Corna se /lama?«
»Jeg hedder Boag. Det drejer sig om guldbarrer.«

Den gamle mand havde ikke rørt ved revolveren i sit skæf. Han gik blot til side og lod Boag spadsere ind på gårdspladsen. Vindmøllens træstativ dominerede pladsen.

 Langs alle fire længer løb der i første sals højde en svalegang, og i to af hjørnerne var der en trappe. Svalegangen dannede en overdækket veranda for alle ind­ gangene i stueetagen. Det var tydeligt nok et af de huse, hvor der ikke var forbindelse fra rum til rum, man måtte ud på gårdspladsen og hen til den næste dør, hvis man ville fra det ene værelse til det andet.

Der var et væld af omhyggeligt passede blomster i potter og kasser på gårdspladsen. Der var mange strålende farver, og bierne sværmede om dem.

Der kom en ung kvinde ned ad trappen. Boag så det gennem øjenkrogen, gjorde brat omkring og så hende nå jorden og smi lende komme hen mod sig. Det var et blændende smil og et henrivende ansigt. Hun holdt om et gevær, hanen var spændt, og det sigtede lige på Boag.

Boag stod fuldkommen stille.

Bag ham sagde den gamle: »Han vil gerne tale med patron om nogle guldbarrer.« Meget tørt.

»Guldbarrer,« gentog den unge kvinde. Hun havde en sløret stemme. Hun tog ikke blikket fra Boag, mens hun talte med den gamle. »Opgav han et navn?«
»Det har jeg glemt, Senora.«

»Det er Boag.«
»Boag?«
»Mit navn.«
»Hvad skal det betyde, dette Boag?«
» Det betyder slet og ret Boag. «
»Deres accent er nordamerikansk.«